Offentlige hemmeligheder

Et tip til en sjov blog, hvor folk indvier andre i deres bekendelser og hemmeligheder Post Secret. Folk fra hele verden sender deres hemmelighed på et postkort til bloggens ejer, og hver søndag bliver bloggen opdateret med nye postkort. En unik blog, som både giver stof til eftertanke og underholder, når man lige trænger til et smil på læben. Jeg er allerede storfan :-)

PostSecret is an ongoing community art project where peoplemail in their secrets anonymously on one side of a postcard.

Litteraturliste "Landboliv"

Interessen for litteratur, der omhandler livet på landet før og nu, har fået en opblomstring de seneste par år med populære romaner såsom Jens Smærup Sørensens ”Mærkedage”, Anne B. Ragdes serie om familien Neshov og Bent Hallers ”Den ottende bonde”. Hvis du har brug for lidt inspiration til romaner, der minder om disse, så tag et kig på min nyeste litteraturliste om romaner i genren "landboliv" på Litteratursiden.

Mie Olise Kjærgaard

Jeg har opdaget en kunstner, hvis malerier jeg er blevet helt vild med. Hun hedder Mie Olise Kjærgaard Hendes malerier er både skræmmende og dragende på samme tid. De giver mig samme oplevelse/følelse som Edwards Hoppers malerier.

Hun er i stald hos Galleri Wolfsen i Aalborg, så mon ikke man lige skal derind ved lejlighed :-)

”Mine bygninger har fået lov at forfalde, samtidig med at de er ’groet’ videre selv og dermed antyder en anderledes form for liv. Det er skræmmende, fordi man så ikke ved hvad der gemmer sig derinde, men samtidig er nysgerrigheden også pirret. Skal man tage et skridt frem og udforske det eller gå et skridt tilbage i sikkerhed?” spørger Mie Olise Kjærgaard"

Nu med videoer

Tænkte jeg lige ville prøve kræfter med at lægge videoer ind på min blog :-) Her er det minder fra min tur gennem Mellemamerika i 2006.

Første klip er fra en færgetur på vej til vulkan-øerne Ometepe. Denne færge ville ikke få en glad smiley ;-)



På seightseeing i byen Leon.



Solnedgang ved et dejligt hotel i et øde område af Nicaraqua. De to små piger solgte konkylier og smykker - meget aggresive små sælgere, som ikke tog nej for et svar. Så jeg købte et par armbånd og en flot konkylie.
Det er måske ikke lige til at se det på videoen, men de her bølger slog Vesterhavet med flere længder. Se bare fotoet her nedenfor.

Med på en lurer

Kig grundigt på nøglehullet på romanens forside, og du kommer med på en kigger ind i Rakkerpakhuset, hvor man nærmest kan smage, lugte og føle hverdagslivet i 1950erne.

Romanen er opdelt i tre dele, en for hver opgang i Rakkerpakhuset og med en ny fortæller for hver lejlighed. Der er både unge og gamle fortællere, mænd og kvinder. Man både væmmes og forundres på én og samme tid, fordi personerne er så hudløst ærligt, kærligt og realistisk beskrevet.

Beboernes skæbner vikler sig ind i hinanden på snedigste vis, og det vellykkede er netop, at kollektivromanen langsomt ruller sig ud i takt med hver ny fortæller og dennes refleksioner over sit liv og sine naboer. Dermed får læseren skiftende vinkler på personerne, og det giver et mere nuanceret billede af dem.
Vi møder fx den selvretfærdige enkefru Jørgensen som pimper, føler sig fin på den og som nægter at indse at hendes mand etablerede sin formue på at handle med tyskerne under krigen. Så er der pedellen og jøden Elias Perlemann, en retskaffen, nøjsom og underdanig mand, som står i evig gæld til enkefruen, idet hendes mand hjalp ham til Danmark under krigen.

I en anden lejlighed bliver Vivi jævnligt banket af sin mand Kurt. Ingen af mændene i huset tør konfrontere den hidsige slagsbror, og det ender med at være sønnen Jens Ole i lejligheden stuen til venstre opgang A, som tager affære. Afsnittet med Vivi og Kurt Bertelsen er et af de bedste, og efter at have fået Kurt beskrevet gennem de andre beboere, er det Vivi, der er fortæller i ”deres” kapitel: ”Hverken tæt på eller på afstand genkendte hun den unge kvinde. Var hun der overhovedet? Af og til, det var det mest skræmmende, kunne hun se en lille tynd pige, blodet løb ud af begge næsebor. – hvem er du? - Jeg hedder Vivi, svarede pigen, - hvad hedder du? – Jeg hedder Fru Bertelsen, sagde hun.”

Familielivet er i centrum; ægteskabets op- og nedture, det gode og mindre gode naboskab samt de drømme og hemmeligheder, man holder tæt til kroppen. Et tilbagevendende samlingspunkt er den forestående fodboldkamp mellem Ålestrand og Ålevej, som afbrydes, da radioen spiller "Rock around the clock".

Bent Haller har igen gjort en eminent roman, som denne gang introducerer de jævne kår i 1950ernes Danmark. På fuld omgangshøjde med ”Den ottende bonde”.

Shoe Abuser

Jeg er faktisk lidt stolt over at kunne prale af, at jeg har fostret en ægte shoaholicer! Lånte min Sex and the city-"skoæske" ud til en veninde, som ikke kendte serien. Her to måneder efter er hun blevet shoaholicer bare af at se serien - og har købt tre (!) par sko på en og samme dag!

Her er (et af!) mine seneste skokøb - et par "Ruby" fra Peter Kaiser. De er i ægte Carrie Bradshaw-stil, synes jeg. De er lidt rå og "klodsede" på den trendy måde, hvilket er en god kontrast til en feminin kjole. Jeg har endnu ikke haft dem på, men det gør ikke noget - det er bare tanken om dem, som kan gøre mig helt glad :-)

Her er et andet par sko (fra Gabor), som jeg har drømt om i lang tid. De er sådan lidt Marilyn Monroe-agtige.

En islænding går besærk... på en litausk litteraturfestival

Er der noget sindsoprivende spændende ved at tage til litteraturfestival i Litauen? Nej vel! Det spekulerer og filosoferer digteren Sturla Jon også en del over, da han bliver udvalgt til at være Islands ambassadør til festivalen. Sturla er måske ikke den mest oplagte ambassadør, for selv hans nabo ved ikke, at han er digter.

Kort fortalt er Sturla 51 år, vicevært og digter, småneurotisk, fraskilt og med fem børn han ikke involverer sig ret meget i og med en let distance til andre mennesker og tilværelsen. Han er i bund og grund typen, der ikke rider den dag han sadler og en smule konfliktsky. Ikke lige de bedste forudsætninger i hvervet som ambassadør. Ja her kan du sikkert allerede gætte, hvilken type roman "Ambassadøren" er. Den handler i høj grad om Sturlas selvrefleksioner og ikke så meget om litteraturfestivaler - Sturla har i øvrigt allerede inden han tager af sted skrevet en lettere sarkastisk artikel til avisen om, hvad man kan opleve på noget så kedeligt/overdådigt som en litteraturfestival.

Romanen starter med en umiddelbart tilfældig scene, hvor Sturla skal købe en dyr frakke inden festivalen: "Dertil kom, at farven var noget af det bedste ved den; den ville aldrig tiltrække sig opmærksomhed som farve, men ville derimod vække den i form af tavs beundring og - selvfølgelig uden at vi kan tillade os at tænke sådan - misundelse." Citatet fortæller en del om Sturla, som gennem romanen både gør sig mange sarkastiske tanker om litteraturens ophøjede væsen (sig selv indbefattet) og andre gange fantaserer om selv at være verdensberømt. Citatet illustrerer også fint, hvordan tonen og stemningen er i romanen; underspillet og grænsende til det trivielle. Det er som om, at Bragi Olafsson ikke bevidst har forsøgt at være morsom, men alligevel ender med at blive det. Og det er intelligent fortællekunst! Senere får den optalte frakke (eller mangel på samme) i øvrigt en stor betydning for Sturlas videre færd udi det litterære landskab i Litauen.

Som læser kan man ikke undgå at falde for Sturla, for Bragi Olafsson har et levende og lunt sprog, som gør, at man nemt lever sig ind i Sturlas tanker. Flere gange tænker man "nej lad nu være Sturla" og krummer tæer, når han gør sig til grin og roder sig ud i nye umuligheder. På en gang tragikomisk og stor underholdningsværdi. Dog er romanen for langtrukken og monoton i første halvdel, hvilket er ærgerligt, da den både er velskrevet, morsom og original. Romanen var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2008, men blev overgået af Naja Maria Aidts "Bavian".

Og hvilken fantastisk bogforside, denne roman har :-) Den sælger sig selv!

Jeg holder selv meget af denne type romaner "manderomaner", hvor mænd på mere eller mindre vellykket vis forsøger at finde sig selv. Selvom - eller måske netop fordi - hovedpersonerne altid har en sarkastisk og depressiv tilgang til tilværelsen, er romanerne særdeles morsomme bekendtskaber. Hvem gider læse om en opblæst nar, der filosoferer over hvor selvfed, han er. Denne roman minder i kraft af sin humor, eksistentielle undertoner og samfundskritik en del om Torben Munksgaards "Retrograd", Erlend Loes "Doppler", Robert Zola Christensens "Tennis" og Halgrimmur Helgasons "Stormland".

Ikke se, ikke høre, ikke tale

Anmeldelse af "Stillevejen" af Carsten Boe.

Gennem den 12-årige Christians øjne skildres et familieliv levet i skyggerne, hvor ingen kan se, hvem de andre inderst inde er.

Christian bor på Stillevejen sammen med sine forældre, og det hele virker umiddelbart som ren idyl bag ligusterhækken. Christian tegner meget i fritiden og er især god til at tegne skygger: ”Jeg ligger i min seng, med åbne øjne. Jeg følger lyset i værelset mens mørket falder på. Skyggerne på væggene kommer frem. Jeg kender skyggernes verden.”

Bogens forside er illustreret med de tre aber, som repræsenterer ”ikke se”, ”ikke høre” og ”ikke tale”, og det rammer ret godt plet for, hvad der er på færde på Stillevejen. Der er hemmeligheder og larmende stilhed. Ingen taler med hinanden, hverken voksne imellem eller forældrene til deres barn. Faren kan godt lide en øl, ja alt for mange faktisk, og hver lørdag må Christian modvilligt hente øl hos den lokale købmand, hvilket får ham til at føle sig medskyldig i farens misbrug. Moren vender det blinde øje til. Det er ikke tale om svigt i fysisk forstand men i psykisk forstand. Dog virker det nu alligevel som om de alle er ofre for omstændighederne, og de voksne ikke magter at se situationen udefra. Dog flyder bægeret til sidst over (midtvejs i romanen), og moren flytter med Christian ind hos familiens advokatven.

Vi får hele historien serveret gennem Christians tanker og observationer af omgivelserne, hvilket fungerer troværdigt. Dog bliver Stillevejen en anelse langtrukken indimellem, og indtrykket ville have stået endnu stærkere, hvis den var skåret mere ind til benet. Tiden er svær at definere, og stemningen virker 1980’er-agtigt med billig vin fra syden, parcelhuse, racercykler med mange gear osv. Men det kan ikke helt passe, idet Christian tænker tilbage på dengang hans far gav ham et kram, og det var, da Danmark vandt EM.

Stillevejen skildrer de påvirkninger skilsmisse og alkoholisme kan have på et barn. Jeg er især begejstret for den måde Carsten Boe formår at skildre voksne og børns forskellige oplevelse af en situation; fx hvordan de voksne forsøger at berolige, bestikke og naivt at holde Christian i uvidenhed, og hvordan alle disse tilnærmelser har den stik modsatte effekt. Stillevejen gjorde mig lidt trist men også godt, fordi det var en vedkommende læseoplevelse.

Man smider da ikke bøger ud... gør man?

Man smider da ikke bøger ud - gør man?

Ja det er det store grumme spørgsmål, der på det seneste har trængt sig på i mit hoved. Bibliotekerne gør det i stor stil, men hvad gælder, når det kommer til ens egen bogsamling?

Tanken opstod, idet jeg kom til at se nærmere på, hvad der stod på bogreolen hjemme i privaten. Og det var ikke lige kønt alt sammen! Vores egen bogsamling - vil nogen påstå - kan jo sige en hel del om os som person. Jeg skal da ikke være sen til at afsløre, at også jeg som oftest bliver suget hen mod bogreolerne, når jeg er gæst i et nyt hjem.

Man udvikler jo sin litterære smag hen ad vejen - forfiner sin smag kunne man næsten fristes til at sige ;-) Og hvad jeg læste/købte af bøger for 10-12 år siden er så langt fra min nuværende smag, at det skriger til himlen. Desværre repræsenterer måske en 1/5 bare ikke mere, den person jeg var (og måske aldrig har været, idet jeg først sidst i 20erne fandt min rette litterære hylde, hvad angår romaner). Alligevel viser bogsamlingen som ét hele en art "litterær udvikling" om man vil.

Vi bogelskere har jo en kærlighed til vore kære små, og er stolte af at komme fra et hjem med bøger (og klaver!), og jo flere bøger må jo betyde jo mere belæst eller litterær ... eller ? ;-)

Nogle mennesker vil forsværge nogensinde at smide bøger ud - det er nærmest vanhelligelse! Andre har en mere les affaire holdning til de små støvede basser på bogreolen. Så what to do?
Jeg overvejer at første skridt må være at lægge de mindre heldige bøger i et par flyttekasser og så se om jeg har savnet dem om et ½ års tid. Herefter kan jeg så give dem til genbrug udfra den smukke, dannelsesagtige tanke, at andre vil få glæde af dem!

23 ting spøger igen

Det er ikke sådan lige at ryste 23 ting forløbet af sig... Jeg faldt lige over nogle sjove billedgeneratorer - ganske som jeg også skulle forsøge mig med i 23 ting-forløbet sidste år. Dengang havde jeg ikke noget videre behov for denne type program, og måske hængte det også lidt sammen med, at jeg ikke lige var faldet over nogle rigtig gode programmer dengang. Jeg ville sikkert slet ikke vide, at denne type programmer (blandt andet) går under benævnelsen "billedgeneratorer", hvis ikke det havde været for 23 ting ;-)
Men uanset så har jeg moret mig lidt nu igen. Billedet er lavet vha. http://www.photofunia.com/